Varm sommer
September måned slog varmerekord. I Gram blev der brugt 25% mindre varme end i et standard år. Det er rigtig meget. De officielle graddage for september var i gennemsnit 19,0 mod normalmåned på 97,06. Det betyder så omvendt at vi har fyldt godt op i varmelageret til brug i den kolde tid.
Faktaboks: En graddag er et udtryk for en forskel på 1°C mellem den “indvendige” døgnmiddeltemperatur på 17°C og den udvendige døgnmiddeltemperatur i et døgn. Døgnets graddagetal udregnes derfor som forskellen mellem 17°C og den udvendige døgnmiddeltemperatur. |
Meddelelser om for stort forbrug og for lille afkøling
Meddelelse om eget forbrug og afkøling er en service der kan tilvælges eller fravælges i eforsyning.dk/gram/#/. Her kan man vælge om man vil have en sms eller en mail, og hvor ofte man vil modtage dette.
Tjenesten har været koblet fra hen over sommeren. Vi lukkede op for tjenesten igen i september. Det skyldes en automatik hvor systemet kiggede bagud en måned. Og så kan det nok være at der var mange forbrugere der fik en sms/mail om dårlig afkøling. Det beklager vi. Næste år vil vi først aktivere tjenesten i oktober måned.
Om sommeren er der altid et meget lavt forbrug af varme. Det betyder at returtemperaturen vil stige omkring temperaturmåleren på returrøret. Selv om man ikke bruger varme. Og dermed kan alarmen for dårlig afkøling ikke bruges. Hvis ellers man har en god afkøling når det er koldt, vil beregningen over året vise en god afkøling. Og det er netop afkølingen af fjernvarmevandet set over et helt år der beregnes på.
Så, afkølingen fra start oktober til slut marts skal helst ligge over 25 °C. Afkølingen er lig med forskellen på vandets fremløbstemperatur og returtemperatur.
Projekt varmepumpe og flisværk
Projektet med udfasning af naturgassen er i fuld gang. Regeringen har besluttet at natur- og biogas til opvarmning skal udfases inden 2030. Der er søgt godkendelse til vores projektforslag hos Haderslev Kommune. Projektforslaget er administrativt godkendt. Sammen med vores rådgiver Niras A/S, er vi ved at forberede udbudsmateriale til en 3 MW varmepumpe. Efter jul kommer der udbud på et lille flisværk på 2 MW.
Inden den endelige beslutning om investering, vil forbrugerne blive orienteret og hørt om projektet. Vi forventer at kunne tage de nye anlæg i brug inden udgangen af 2024.
Krig i Europa
Vi skal gøre opmærksom på at krigen i Ukraine og Israel kan have indflydelse på varmeregningen i denne sæson. Selv om vi har prisafdækket en stor del af den forventede naturgas, kan der komme uforudsete forhindringer. Vi følger nøje energipriserne.